KT Elektric

KT Elektric vinder exceptionelt boutiquehotel

22/04/20
Det sidste års tid har været en lang og spændende rejse. I løbet af 2019 har vi arbejdet intenst på at få enderne til at mødes, og vi har forsøgt med mange tiltag, for at få tingene til at gå op. I slutningen af 2019 besluttede KT Elektric A/S derfor at gå sammen med Frandsen El A/S og dannede el-konsortiet Købmagergade I/S. Siden januar har vi sammen arbejdet fysisk på det nye Hotel på Købmagergade i København, og der er nu pr. 1/4 indgået kontrakt med Hoffmann A/S på det storslåede hotel, der ligger klos op ad Rundetårn. Sammen skal vi sørge for komplette el-installationer, som består af lys, data, ups-anlæg, brandtekniske installationer, sikring og byggepladsinstallationer

Hotel i historiske klæder

Hele hotellet vil blive indrettet i Boutiquestil, og 25hours Hotel, som skal udvikle hotellet, er kendt for at lave humoristiske referencer til det kvarter, som bygningen i sin tid blev bygget i. Hotellet får 243 værelser og hertil barer, cafeer, wellness og mødelokaler. De smukke, ikoniske bygninger er placeret i hjertet af København og kan prale af at have Rundetårn som sin fornemmeste nabo. Ejendommen har gennem tiden haft mange funktioner, og har tidligere huset blandt andet Københavns Universitet. I forbindelse med udviklingen af hotellet, har man forsøgt at finde frem til den oprindelige arkitektur i forsøget på at genskabe fortidens look.


Sidste år har konsortiet i et stærkt team af fagfolk, været med til at planlægge udførelsen på hotellet, for at opfylde de specifikke ønsker og krav, der er til hotellets indretning og design. Da ideen med hotellet er at genskabe den gamle stil som bygningerne gemmer på, bliver alle installationer ligeledes lavet i gammel stil, så de passer til den historiske bygning og kundens visioner for den ekstraordinære indretning.

Det er det internationale ejendomsinvesteringsfirma, Hines, der sammen med den førende europæisk hoteloperatør, 25hours Hotels, har indgået aftale om at opføre et prisværdigt hotel i de historiske bygninger. Deres strategi for arealet på ikke mindre end 22.000 kvadratmeter, er at skabe en spændende destination med en god kombination af detailhandel og selvforkælelse.

Forventes klar i 2021

Den totale entreprise for hotellet forventes at kunne tage imod de første besøgende gæster i oktober 2021, mens de tilhørende butikker forventes at stå klar allerede i oktober 2020.